Finanskrisen har som en flodbølge rullet ind over det danske
samfund. Overalt har den skabt ravage og vendt op og ned på vores
virkelighedsbillede og vores forestillinger om fremtiden. Den har
sendt det samlede danske erhvervsliv til tælling.
I kølvandet på den store bølge følger et utal af kriser i
de enkelte virksomheder. En optælling af erhvervskriser, som har
været omtalt i dagbladene den seneste godt og vel en måned, viser,
at halvdelen af dem er direkte afledt af finanskrisen. Hver femte
virksomhed er truet af konkurs. Og fyringer, konkurser,
nedskrivninger, underskud, virksomhedslukninger, tab og manglende
indtjening hører til dagens orden.
Danske virksomheder har i de senere år styrket kommunikationen
og er i stigende grad gået i dialog med omverdenen. Virksomhederne
har lukket døren til samfundet op, og erhvervsledere har siden
90'erne bevæget sig ud af virksomhederne. Toplederne er trådt ind i
det offentlige rum og er blevet kendisser. Vi kender alle Asger
Aamund, Lars Larsen, Peter Straarup, Stine Bosse, Mads Clausen og
Mærsk McKinney Møller. De personificerer virksomheden og er
afgørende for dens image. De optræder i medierne og får derved
brandet deres virksomheder.
Det har ikke været svært for dem at kommunikere, da det gik
godt. Men det er nu, hvor der er krise og dårlige tider, at
kommunikationen skal stå sin prøve. Det er i krisen, at det vil
vise sig, om kommunikationen virkelig er åben og ærlig, og om
virksomheden oprigtigt vil dialogen med omverdenen.
Kommunikation handler ikke, som nogen fejlagtigt tror, om at
male et skønbillede og bortforklare. Kommunikation handler om at
forklare, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad
virksomheden vil gøre for at rette op på det skete. Men hvis den
ikke gør det. Hvis krisen ikke kommunikeres ærligt, redeligt og
klogt, kan den udvikle sig til en imagekrise, der er langt mere
skadelig end en fyringsrunde eller et dårligt kvartalsresultat.
En godt håndteret krise styrker troværdigheden og omverdenens
respekt. En dårligt håndteret krise kan sende troværdigheden til
bunds og udradere et godt navn og rygte.