Forsvaret er, om ikke verdensmestre, så i hvert fald
Danmarksmestre i kriseberedskab og krisestyring.
Sådan har det i hvert fald været indtil nu.
Og jeg er stadig ikke i tvivl om, at når det handler om militære
aktioner og om soldater, der bliver dræbt i tjeneste i udlandet, så
kan de færreste matche Forsvarets håndtering og beredskab. Den
kører med militær præcision, rammer den rigtige tone og den rette
balance mellem politiske og personlige hensyn.
Men når krisen ikke ligger i inden for deres eget regi, men så
at sige er på fjendtligt territorium i den civile verden, så er det
som om, Forsvaret slet ikke er i stand til at agere fornuftigt. Og
det er som om de slet ikke har et beredskab til at styre
krisen.
Når Forsvaret skal agere på en mediestyret verdens præmisser og
i et Christiansborg-politisk miljø, hvor følsomheden over for
fejltrin er stor, så går det galt. Så er Forsvaret styret af en
helt anden moralkodeks end resten af den danske befolkning. Og så
er de ude af stand til at styre krisen. De har ingen strategi for,
hvor krisen skal lande, og ingen strategi for, hvordan der
kommunikeres til offentligheden.
Sagen om jægerbogen, og ikke mindst Forsvarets hjemmelavede
oversættelse til arabisk, har kastet Forsvaret ud i sin værste
krise i mange år. Det ellers så tjekkede Forsvar tumler rundt i
nyhedsmanegen som en hovedløs høne. Og hvad værre er, den tillid,
som Forsvaret ellers har nydt bredt i befolkningen, har fået et
grundstød, som det vil tage meget langt tid at genoprette.
Troværdighed er en forudsætning for, at Forsvaret kan løse sine
opgaver både herhjemme og i udlandet. Den danske befolkning kan
ikke kontrollere alle dele af Forsvaret. Meget er fortroligt og
hemmeligt stemplet. Derfor er det helt afgørende, at den danske
befolkning føler, at den kan have tillid til Forsvaret.
Den tillid har lidt et alvorligt knæk. Og der forestår et stort
og omfattende arbejde med at få bygget den op igen. Vi forventer
selvransagelse og en ganske anden kultur, end den vi er blevet
præsenteret for i de seneste dage. Og vi forventer at se nogle
ledere i Forsvarets top, som har en helt anden etik og moral, end
den, som med den arabiske oversættelse og hele håndteringen af
sagen er kommet for en dag.